En ny slags astronauter

ESA har forpligtet sig til at understøtte rummelighed og ligelig repræsentation, og i den sammenhæng lanceres parastronaut-projektet for at undersøge mulighederne for også at have astronauter med handicap på arbejde i rummet. Dette projekt er noget nyt for Europa, og det første i Verden.

De udvalgte kandidater kommer til i samarbejde med ESA at vurdere og optimere de forhold som er nødvendige for at personer med fysiske handikap skal kunne arbejde og leve i rummet.

De uddannelsesmæssige og psykologiske krav til disse kandidater er de samme som for ESAs øvrige udvælgelse af astronauter. Dog vil man kunne inkludere personer i dette projekt som har følgende handicap:

  • Manglende fod eller fødder ved anklen.
  • Manglende underben.
  • Udtalt forskel i benlængde.
  • Kort vækst (<130 cm).

Målet med projektstudiet er at kunne tilbyde professionelle jobmuligheder i rumfarten til en bredere gruppe kandidater. Vi starter med at undersøge mulighederne for en begrænset gruppe af handikap, for at skaffe en grundig forståelse for de potentielle udfordringer med hensyn til sikkerhed og arbejdet i rummet. Senere kan feltet af handikap måske udvides til noget mere inkluderende.

Send a Message