Dansk astronautkandidat giver gode råd

Først og fremmest: Søg, hvis du har lyst – kvalifikationerne kan du opfylde undervejs!

En af de danskere, som sender sin astronautansøgning til ESA inden 28. maj, var med til informationsmøderne hos ESA den 22. april. Her er, hvad vedkommende kan fortælle.

”ESA søger nye astronauter… jeg har drømt om at komme til månen og opdage en anden verden i nær vægtløs tilstand siden jeg var lille – selvfølgelig søger jeg ind!!!”

Sådan var tanken hos mig hver gang jeg hørte nogen til en rumkonference snakke om ansøgningsrunden som snart ville åbne op.  Jeg blev fyldt med håb og lykkelige tanker, men jeg blev også ramt af et slags realitetstjek: ”Det er jo ikke mig, som de ender med at vælge…. hvorfor skulle de vælge mig? Almindelige mig.”

Tankerne raser, mens man forsøger at komme igennem dagens gøremål. De mål som vi véd, at hvis de bliver gennemført, så får vi succes.   Hvorfor er det sværere at tage fat i noget, når man er bange for afslag?  Er vi blevet så gode til at følge reglerne, at vi ikke tør være særlige?  Er vores dannelse præget for meget af janteloven? 

Jeg deltog til ESA Astronaut Fair d.22.4.2021, og var overrasket over at der ikke var flere danskere med.  Jeg havde håbet på at møde mange andre entusiastiske danskere, så jeg sad tilbage med en undren over, hvorfor der ikke var flere.  Jeg mener – for jeg kan genkende det selv – at man er nødt til at tro, man er noget for at samle modet.  Man skal tro på, at man har noget at tilbyde.  Hvis man kan se sig selv som astronaut, og man mener man har noget at tilbyde, så er det en rigtig god start!

Måske har du ikke en international baggrund og er ikke vokset op med en FN medarbejder som mor.  Måske har du ikke dyrket ekstremsport, eller lært at tale til offentligheden, for at formidle vigtig viden – men du har andre ting som gør, at du føler, at du kvalificerer.  Omvendt skal du tænke på, at der også er mange, som misunder dig netop DINE kompetencer, og hos ESA skal de jo vælge nogen!

Jeg har selv haft en meget utraditionel sti på vej til at kvalificere mig til de punkter, ESA vil have du skal kunne krydse af, men med høj motivation og indsats, har jeg kunne gennemføre dem alle alligevel.  Min anbefaling er dette…

  1. Er du motiveret? Søg!
  2. Bange for de huller, du har i forhold til kvalifikationskravene? Bevis at du lige netop har kompetencer som astronaut ved at sammenholde de informationer, du har omkring kriterierne med den tid som er tilbage før selektionen, og brug den tid til at forberede dig og lukke de huller. Husk at inkludére i ansøgningen at du er i gang med det. I ESA ser man ikke kun på de kriterier, som du opfylder, men også på, om du har en plan for at komme videre i processen. Det gælder også for studerende, som stadig er i gang med studierne, men som har halet andre af kriterierne i land allerede.
  3. Nyd processen! Alene at aflevere en ansøgning er en kæmpe succes! Mange får ikke den mulighed, så klap dig selv på skulderen, fordi du er særlig nok til at kunne søge, og at du turde få afslag!
  4. Når der nu ikke blev set nogen andre danske ansøgere med til ESA’s Astronaut Fair, så kunne man godt bilde sig selv ind, at der vil være mindre konkurrence, men nej – selvom du kommer fra et af de lande, som bidrager med det mindste beløb til ESA, er chancen for at blive udtaget i første runde lige stor for alle… Og kommer du ikke med i de næste runder er en trøst: sandheden er, at mange ansøgere er blevet ansat i ESA efterfølgende, og der er mangel på flere danske medarbejdere, så her har danskere in fordel, selv hvis de ikke bliver astronaut.

(Anonym. Webredaktøren kender forfatterens identitet)

Send a Message